torsdag den 6. december 2012

Svamperisotto med rødspætteruller


Forleden fik prinsessen besøg af en af sine undersåtter, og derfor skulle der god mad på bordet. Da prinsessens eksilmoder allerede har planlagt at medbringe store mængder af kød og fisk til prinsessens kummefryser tænkte hun, at hun hellere måtte bruge nogle af sine rødspætter, hvorfor denne ret blev udviklet.

Svamperisotto med rødspætteruller og parmesanstænger
3-4 personer

Risotto
240 g risottoris
ca 1,2 l bouillon
200 g brune svampe
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
50 g revet parmesan
30 g smør
Salt, peber og timian

Rens svampene og skær dem i kvarte. Svits dem ved høj varme og sæt dem til side.
Skær hvidløg og løg i fine tern og svits over middel varme sammen med timian i smør til de er blanke.
Tilsæt ris og rør rundt til de er gennemsigtige
Tilsæt langsomt bouillonen lidt ad gangen mens der røres. Væden skal næsten være helt optaget før der tilsættes mere.
Det tager ca 35 minutter at lave risottoen. Test om den er færdig ved at smage på risene. De skal være møre med et lille bid.
Når risene er færdige tilsæt da svampe, parmesan og smør, rør rundt og lad den trække 2 minutter før servering. Smag til med salt og peber.

Rødspætteruller
4 rødspættefiletter
8 stk parmaskinke eller bacon
Timian og peber

Skær filetterne i halve
Rul dem og rul et stykke parmaskinke rundt om for at holde rullerne på plads
Læg rullerne i et ovnfast fad og drys med timian og peber
Bag rødspætterne i ovnen ved 220 grader i ca 15 minutter

Parmesanstænger
ca 15-20 stk

1 rulle butterdej
50 g parmesan
1 spsk birkes
10 ml mælk

Rul butterdejen ud
Pensl den med mælk
Riv parmesan over hele pladen
Drys herefter birkes ud over
Skær strimler på ca 1 cm i butterdejen og snor strimlerne rundt
Placer stængerne på en bageplade og bag ved 200 grader i ca 15 minutter


Til retten blev der også serveret en tomatsalat bestående af cherrytomater, hvidløg, rødløg, feta og en dressing af olie, salt og peber, men det så ikke godt ud på billedet, så det må de kreative undersåtter tænke sig til.

Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar