lørdag den 30. juni 2012

Kolde skumbananer

En hurtig og nem dessert er disse bananis, som prinsessen fik inspiration til at lave hos en af de skønne madbloggere hun følger, men ikke kan huske hvem.

Skær en banan i 4 stykker og sæt dem på en pind
Smelt lidt chokolade og overtræk bananstykkerne deri
Læg dem til at størkne på bagepapir og drys med frysetørret hindbær
Læg dem i fryseren i minimum 2 timer inden servering


fredag den 29. juni 2012

Gæstedessert 2

Og gårsdagens undersåtter skulle selvfølgelig heller ikke snydes for dessert. Da prinsessen just havde læst om en jordbærcheesecake med mazarinbund, og hun vidste, at undersåtterne elsker cheesecake, passede det godt sammen.



Kagen var ikke så flot pyntet, som opskriftens ophavskvindes, men den smagte godt til trods for et par fodfejl, som bestemt ikke skal gentage sig næste gang kagen laves...
Undersåtterne var heldigvis tilfredse og blev godt mætte.

Gæstemad 2

I går havde prinsessen igen undersåtter til middag, som også elsker god mad, så prinsessen måtte i køkkenet endnu en gang. Menuen var denne dag en smule mere sommerlig.


Lækre forårsruller, lavet efter Food fanatics' opskrift.

En frisk salat med asiatiske islæt.

Og her den endelige tallerken. Skønt.

Salat til forårsruller
4 personer

1/2 agurk
1 gulerod
1 rød peber
1 bk bønnespirer
1 bundt forårsløg
1 mango
1/2 rød chili (af den ikke så stærke slags)
3 stilke mynte
3 stilke thailandsk basilikum
3 stilke koriander (som prinsessen desværre ikke havde, da de ikke var friske i thaibutikken)
Soya
Sukker
Fiskesauce

Snit grøntsagerne efter egen smag
Lav en dressing af soya, sukker og fiskesauce
Snit krydderurterne fint
Bland det hele sammen og server til dine friske forårsruller.

torsdag den 28. juni 2012

Gæstedessert

Udkantsundersåtterne er heldigvis også glade for søde sager, og prinsessen havde glædet sig til denne dessert i meget lang tid, for selvom den er nem at lave - selv for en helt almindelig undersåt - så smager den himmelsk.

Eton mess
4 personer

300 g rabarber
50 g sukker
1/2 vanilleis (købt, da ismaskinen ikke er ankommet til den royale adresse endnu)
8 lakridsmarengs (se opskrift længere nede)
Evt. chokolade til pynt

Kog rabarber og sukker op med en smule vand. Når rabarberne koger slukkes der for blusset og blandingen køles af. Træk i mindst 1 time inden servering.

Ved anretning lægges et lag is, derefter et lag rabarber og en knust makron. Gentag, så der kommer to runder lækkerhed og pynt med lidt chokolade.
Server straks for de lækkersultne undersåtter.


Lakridsmarengs
ca. 70

4,5 æggehvider
300 g sukker
3 tsk lakridspulver

Pisk ingredienserne sammen indtil massen bliver sej. Hvis den ikke er sej nok, tilsæt da lidt ekstra sukker.
Fyld marengs i en sprøjtepose og sprøjt marengs ud på en bageplade beklædt med bagepapir. De må gerne stå tæt, da de ikke flyder ud.
Bag i 100 grader i ca 1,5 timer.
Server til din eton mess eller som et sødt indslag til kaffen.


Gæstemad

I går var undersåtterne fra udkantsdanmark på besøg, og da de også er glade for mad, måtte prinsessen have sine kogebøger frem. Da hun kom til sine madblade, fandt hun endelig den ret hun gerne ville lave, det til trods at det mest er en vinterret. Men den så lækker ud og det var lige det prinsessen havde lyst til.

Coq au vin - en ret prinsessen aldrig har prøvet at lave, men som er meget nem at gå til. Opskriften er fundet i magasinet Mad! nr. 3, 2012

Til 4-6 personer
250 g perleløg (da de ikke er i sæson om sommeren måtte prinsessen ty til dem på glas
500 g svampe
1 stor kylling
100 g røget bacon
2 spsk hvedemel
2 dl hønsekødsbuillon
1 flaske god rødvin
3 fed hvidløg
5 stilke timian
2 laurbærblade
1 bundt persille
Flutes og grønne bønner som tilbehør, eller måske en grøn salat

1. Skær bacon i små tern og brun dem i en gryde. Hæld den i en skål.
2. Klip kyllingen i 12 stykker og brun dem i en gryde på alle sider. Læg på en tallerken og krydr med salt og peber.
3. Brun champignon.
4. Læg alle de brunede ingredienser tilbage i gryden og drys 2 spsk mel over. Rør godt.
5. Tilsæt resten af ingredienserne og kog op.
6. Lad retten simre under låg i ca 45 min, til kyllingen er mør.
7. Smag saucen til med slat, peber og balsamico og jævn den evt. en smule, hvis den er for tynd.
8. Drys din coq au vin med lidt hakket persille og en god flaske vin og tilbehør efter eget valg.


onsdag den 27. juni 2012

Jordbær

Når sommeren ikke vil komme til prinsessen, må prinsessen indtage noget af sommeren, og heldigvis smager de danske jordbær af sol og sommer.


Danske jordbær, lakridspulver fra Johan Bülow, knust lakridsmarengs og kold mælk. Velbekomme!

tirsdag den 26. juni 2012

80'er kagen?

Prinsessens undersåtchef er meget begejstret for prinsessens bagekunst, og spurgte derfor, om prinsessen ville bage en bryllupskage til et bryllup, som undersåtchefen skulle være vært for. Desværre havde prinsessen planlagt ferie, og kunne i stedet tilbyde at supervisere en prøvebagning. Det sagde undersåtchefen ja tak til, og dette er resultatet.




Taget i betragtning af, at undersåtchefen efter eget udsagn ikke en gang ville kunne få succes med en shake&bake, er prinsessen udemærket tilfreds trods undersåtchefens tilsyneladende ligegyldighed med præcision og læsning af opskrift. Bare 15 minutters uopmærksomhed gjorde, at bundens luftighed blev banket i grunden med en mel-turbopiskning efter æg og sukker var pisket flot og luftigt, og opsmøringen kunne godt have været glattere, men kagen har sin egen stil, og det vigtigste; undersåtchefen var stolt og har nu mod på at kaste sig ud i en bagning uden supervision.

Kagen, og studenterkagen, er blevet bagt efter denne opskrift, smurt op med denne chokoladecreme, og betrukket med fondant fra Specialkøbmanden.

mandag den 25. juni 2012

Studenterfest

Prinsessen hylder de unge undersåtter, der vælger at tage en uddannelse, og i år var hun inviteret til studenterfest hos en af hendes gamle elever, som stadig sætter stor pris på hendes vid. Da studentens moder gerne ville have en kage til festen, tilbød prinsessen at lave en i dagens anledning.




Da det er prinsessens andet møde med fondant og kager i flere niveauer, var hun udemærket tilfreds med sin egen præstation, selvom hun sagtens kan se flere steder, som kunne have gjort bedre med lidt erfaring. Hun håber dog at studenten og hans moder bliver glade for den, for det er jo når alt kommer til alt, tanken der tæller.

lørdag den 23. juni 2012

Retour Steak

I anledningen af prinsgemalens fine karakterer, som afsluttede hans første semester på maskinmesterskolen, havde prinsessen inviteret ham ud at spise for at fejre de gode resultater. Prinsgemalen havde frit valg på alle hylder og valgte Retour Steak. Ikke et dårligt valg syntes prinsessen, som ikke tidligere har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Rasmus Oubæks køkken.

Prinsessen lagde ud med hvide asparges med hollandaise, hvilket var en god optakt til hovedretten. Oubæk kan noget med de saucer, og forretten var en lille lækkerbidsken.

Prinsgemalen kastede sig ud i en sommersalat, som smagte friskt og dejligt.

Der er ikke mange retter at vælge imellem af hovedretter, men det gjorde heller ikke så meget når signaturetten beuf bernaise skulle prøves. 350 g ribeye med fritter og bernaise sendte prinsessen en lille stykke tættere på himlen.

Der var desværre ikke mere plads i maven til dessert, og desuden var prinsessen ved at være godt ør i hovedet og træt af at folk hele tiden gik ind i hendes stol. Restauranten er nemlig tæt pakket og akustikken helt forfærdelig. Så det var ikke megen snak under spisningen med mindre man havde lyst til at råbe (lige så højt som de andre gæster), men maden er god. Bare ikke til en romantisk aften for to.

fredag den 22. juni 2012

Varme pengeproblemer


Hvis du havde 18.000 kr, som du ikke vidste hvad du skulle bruge til, ville du så tage på en 14 dages sommerferie i Vietnam? Sådan spurgte prinsessen prinsgemalen, da de skulle planlægge deres kommende ferie. Nej, var det kontante og bestemte svar fra den SU støttede prinsgemal.

Det var ellers ham selv der startede, da han på sin første fridag havde været inde at kigge på Topas' ture ud i verden. Her præsenterede han prinsessen for en vandretur i Skotland eller en cykeltur i Italien, som også lød spændende. Men så kom prinsessen ind på hjemmesiden, og fik selv mulighed for at surfe rundt, og selvfølgelig er græsset noget grønnere på den anden side af jordkloden - i hvert fald for prinsessen.

Da prinsessen har stor forståelse for, at prinsgemalen i de kommende 2½ år ikke har den store ferieøkonomi, tilbød hun at betale for hans tur også, men den stolte prinsgemal er ikke meget for almisser, så den tygger han lige på, mens prinsessen lige skulle mindes om, hvor meget hun allerede har brugt på ferie i år (kun Thailand og Kina), og hvad hendes formue ellers kunne bruges til (ny bil...????).

Fortsættelse følger, for ferien starter lige om lidt!

torsdag den 21. juni 2012

Selvforkælelse

I går var prinsgemalen til sin sidste eksamen, og det skulle selvfølgelig fejres - ud over den middagsaftale prinsessen har inviteret til fredag.

På vej fra arbejde købte prinsessen en af de lækre jordbærtærter fra Lagkagehuset med hjem, og heldigvis klarede den turen på cyklen hjem uden at blive alt for rystet.

Og aftensmaden blev indtaget på Café l'Orange i Valby, der efter prinsessens mening serverer Valbys bedste burger.

Fra nu af og de næste 6 uger frem, skal prinsessen høre på prinsgemalens mange overvejelser om, hvad han skal bruge al sin fritid på (ingenting) og hvor lidt han skal lave (hele Game of Thrones serien er købt og ligger klar til læsning), mens prinsessen arbejder hårdt for at få til dagen og vejen. Den der ligestillingskamp gør ingen kongelige noget godt. Prinsessen håber snart, at hendes eksilperiode er ovre, så hun kan komme tilbage til et almindeligt liv med opvartere og undersåtter der kender deres plads.

onsdag den 20. juni 2012

Isnende pengeproblemer

Hvis du havde 3000 kr. som du ikke vidste hvad du skulle bruge til, ville du så købe en ismaskine? Nej var prinsgemalens helt klare svar, og prinsessen ved til stadighed ikke, hvorfor hun overhovedet tog prinsgemalen med på råd, efter hun havde siddet og savlet over denne fine ismaskine og drømt om lækker, hjemmelavet is.

Herefter kom spørgsmålet om opbevaringssteder og krav om grundig oprydning i det royale køkken fra den praktisk anlagte prinsgemal samt stikpiller til det sidste impulskøb (overlocker og coverlocker som stadig ikke har været i brug). Løsningen blev, at prinsessen nu sover på sin beslutning, som muligvis allerede er taget, for hun købte jo ikke noget tøj i dag, hvor hun var på shoppetur på Værnedamsvej...


Oysters & Grill

I går havde prinsessen inviteret sine dukketeaterengagerede undersåtter på mad, for at belønne dem for deres store, frivillige arbejde. Valget faldt på Oyters & Grill på Nørrebro.

Da der ikke var så meget plads i maven denne aften, var der ikke plads til 3 retter, og da en af gæsterne var allergisk for skalddyr, blev disse sprunget over, og selskabet startede med hovedretterne.
Prinsessen startede med en 300 g entrécôte. Kødet var mørt men var måske en smule mere rare end den medium som prinsessen havde bestilt. Dog har prinsessen ikke noget mod let råt kød når bare kvaliteten er god, og der kunne man ikke klage.

Tilbehøret kom på separate tallerkner, og det gjorde det en smule svært at få plads til at på sin egen tallerken, da bøffen fyldte det meste, men det lykkedes. Lækre sprøde fritter alumettes. Der var dog ikke nok, så selskabet fik en ekstra portion.

Dertil en portion blandet salat, som godt kunne have brugt lidt mere dressing, men som var frisk og fin.

Prinsessens dessertvalg faldt på en jordbærkage, efter at hun skuffet måtte konstatere, at den dessert hun var faldet for (jordbær med fløde) beklageligvis var på det gamle menukort, som ved en fejltagelse var blevet udleveret til selskabet. Jordbærtærten med mascarpone var fin men en smule svær at spise, da bunden var meget hård. Prinsessens eksilmoder ville have kaldt den en gardinkage...

Undersåtterne valgte en koldskåls pannacotta med rabarberis og knas, som også var fin og meget sommerlig.

Heldigvis bruger Oysters & Grill også tid på at servere gode ikke alkoholiske drikke, og der kunne vælges mellem hjemmelavet lemonade eller jordbær/rabarbersaft. Det blev til den røde af slagsen, som var blød og super sommerlig.

Alt i alt et dejligt besøg, som næste gang skal suppleres med restaurantens skalddyr. Betjeningen var sød og venlig og stemningen god.

mandag den 18. juni 2012

Sult

I går var prinsessen ude at spise brunch. Det er ikke ofte det sker, og når det sker skal det være godt. Derfor faldt valget på Sult i Cinemateket, som prinsessen tidligere har hørt godt om.

Hvis man kommer to, kan man ikke få et bord ved vinduet, med mindre man er meget vedholdende og insisterende. Det var prinsessen desværre ikke, men havde dog en hyggelig morgen det til trods.

Brunchbuffeten var stor og indbydende, så prinsessen brugte et par minutter på at recognisere området og lægge en plan for angrebet.

1. servering var en skål yoghurt au naturel med råsyltede brombær og müesli. Udemærket.

2. servering bestod af en pandekage med chokolademousse og frisk frugt. Pandekagen var købt, men de andre ting smagte rigtigt godt.

3. servering bestod af de lune retter, hvor det kun var leverpostejen, der ikke kom på tallerkenen. Pølser, som godt kunne have været en tur på panden. Det var som om de var kogte, og det var ikke den helt store fornøjelse. Baconen var til gengæld sprødstegt, hvilket var skønt. Æggestanden var melet og ikke den store kulinariske oplevelse. Kartoffel med rosmarin smagte som den skulle uden de store overraskelser. Forårsrullerne var måske en anelse malplacerede, men var sprøde og fine da prinsessen spise af dem. Frikadellen var fin.

4. servering kom omkring salaterne. Tunmoussen smagte godt og friskt. Kikærtesalaten var frisk og eksotisk. Kartoffelsalaten var dejlig sommerlig med radisser og en skøn dressing. Rissalaten var en anelse kedelig. Laksen havde en mærkelig bismag. Pastasalaten med pesto var udemærket. Cæsarsalaten var fin og frisk. Hønsesalaten var klart prinsessen favorit på denne tallerken,  da der var en god smag og dejligt store stykker hønsekød i.

5. og sidste servering var omkring e søde sager igen. Chokolademoussen måtte smages en gang til, og sammen med den friske frugt bragte det prinsessen tilbage til chokoladefondue. Kagen var købt og var ikke den store kulinariske fornøjelse.

For denne overdådige brunch betalte prinsessen 200 kr, som inkluderede fri juice, smoothie samt varme drikke i 2 timer. Restaurant Sult skriver selv, at de sætter pris på kvalitet frem for kvantitet, og det ville prinsessen gerne have set lidt mere af på denne buffet. I stedet for to købekager, så bare en hjemmebagt snegl for eksempel osv. Det til trods og sammenlignet med den almindelige brunchbuffet på de københavnske caféer er Sult helt klart et godt valg, især fordi drikkevarerne er inkluderet.

Prinsessen nåede ikke brødet, kanelsnegle, ostebordet, sild, charcuterie (fra pakke) og diverse toppings til yoghurten som cornflakes mv.

søndag den 17. juni 2012

Børnelokker

Prinsessen elsker den danske sommer, og da hun i år ikke har opsparet nær så mange timers afspadsering som hun plejer, er hendes sommerferie kun 3 uger lige som mange af hendes undersåtter.
Derfor har prinsessen arrangeret et projekt, så hun kan være udenfor selvom hun er på arbejde, og skal hele sommeren agere børnelokker med sin barnevogn fyldt med legesager og kreating. Forleden var første dag i marken/Enghaveparken, og det gik rigtigt godt. Børnene var glade for den nye gæst, og prinsessen kunne sagtens slå sig ned som børnelokker, hvis alt andet skulle gå galt.

Hvis prinsessens undersåtter har lyst til at lege med som frivillige, er de meget velkomne til at kontakte hende.

lørdag den 16. juni 2012

Kronborg

I sidste uge var prinsessen på ekskursion til Kronborg - et sted hun ikke har været siden hun som nyankommen eksilprinsessen blev præsenteret for landets seværdigheder af eksilforældrene.

Men Kronborg overraskede positivt og var en hyggelig oplevelse selvom det regnede.

Noget af det der imponerede meget, var den store festsal, og prinsessen har allerede planlagt sin næste fødselsdag der. Der skulle da være grundlag for en god dans.

I kirken var der sjove nøgne mænd.

Ham her var prinsessens yndling.

fredag den 15. juni 2012

Street Dining

Da prinsgemalen i disse dage læser til eksamen og fylder det meste af den royale bolig med sine bøger og notater, besluttede prinsessen sig for at spise aftensmad ude i byen med nogle af sine undersåtter.

Valget faldt på Silver Spoon Guerilla Dinings pop up event "street dining", som denne dag var på Esromgade 15 i Kokkeriets selskabslokaler. Gæstekokken bag var svenske Fabian Moraga, som lavede de tre retter med inspiration i det asiatiske køkken.

Der blev udleveret spisebilletter, så man selv kunne styre tempoet mellem retterne, og heldigvis kom prinsessen med følge tidligt, så de ikke skulle lede efter ledige pladser eller stå længe i kø.
Forretten var en lakseceviche med grøntsager. Den var lækker og frisk og var på denne aften prinsessens favorit.

Hovedretten var en grøntsagssuppe med udonnudler og lækker, saftig kylling, som smagte rigtigt godt efter chili/birkes blandingen blev strøet over.

Til dessert blev der serveret en grøn te is med melon, som havde en lækker konsistens, men som mere smagte af vanilleis end af grøn te.

Lokalet var lækkert og råt, men desværre var akustikken rigtig dårlig, og det var svært at føre en samtale. Men det var hyggeligt og skønt med de store borde, hvor man selv måtte finde sig en plads. Det er ikke sidste gang prinsessen kommer til en guerilla event.