mandag den 23. november 2015

Zurich #2

Zürich er jo kendt for at have Lindt Chokolade, så derfor måtte vi også besøge hovedkvarteret som ligger lidt udenfor centrum, men infrastrukturen er heldigvis god, så det var ikke svært at tage bussen derhen. Og der var masser af chokolade - dog kostede det meste det samme som i butikkerne, men der var lidt på udsalg, som vi benyttede os af.

Der var halv pris på sådan en kasse med nougatchokolade, og det kunne man jo ikke sige nej til. Nu er jeg lidt træt af at jeg kun tog en kasse og delte med rejseveninden, for den røg da godt nok hurtigt...

Vejret var ikke så godt, så vi besluttede at tage på museer, da vi jo havde et Zürich card, som skulle udnyttes lidt. Vi startede i Kunsthaus Zürich, som er et af de bedste kunstmuseer i Schweiz, og det var en ganske imponerende samling og bygning.

Frokosten på hovedbanegården var ikke værd at skrive om, så i stedet fik jeg varm kakao og chokolademuffin for at bøde for det, og det var rigtigt fint.
Rejseveninden var lidt dårlig, så hun tog hjem, mens jeg tog på to museer i området; Kunsthalle Zürich og Migros Museum, som ligger i den samme bygning som flere spændende gallerier, så det er helt klart et spændende område i Kreis 5.

Efter de mange museumsbesøg tog jeg hjem på hotellet og så til rejseveninden, som gerne ville med ud at spise aftensmad. Vi kiggede lidt rundt på Tripadvisor og Foursquare og fandt et sted i nærheden, som så godt ud. Da vi kom derhen var menukortet lidt i den pebrede ende, så vi gik videre og stødte på en lækker italiensk restaurant, Cantinetta Antinori, som så rigtig hyggelig ud. Vi fik et bord og gik fra de billige pastaretter til de bedre kødretter, men nu var vi jo ude, og så kunne vi lige så godt give den gas, for stemningen var rigtig hyggelig med italiensktalende tjenere og glade mennesker.

Jeg startede ud med denne lækre mozzarella på blandede tomater med lækker olivenolie.

Herefter lam med stegte kartofler.

Og til sidst en lækker citronsorbet. Alt i alt en super lækker aften med skøn mad og ditto stemning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar