torsdag den 24. marts 2016

Citron-birkeskage


Da jeg havde lørdagsarbejdsdag for et par uger siden, mente jeg det var grund nok til at bage en kage. Af en eller anden grund tænker jeg altid ret hurtigt på en lækker chokoladekage, men da en af mine kollegaer ikke spiser mørk chokolade måtte jeg over i noget andet, og så faldt valget på en citron-birkeskage, som jeg også er ret vild med, og heldigvis var mine kollegaer det også.

Citron-birkeskage (med inspiration her fra)
Springform Ø 15 cm

150 g blødt smør
150 g sukker
4 æg (eller 3 æg og 2 æggeblommer, som jeg brugte, da det var hvad der var i køleskabet)
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
Kornene fra 1/2 vanillestang eller 1 tsk vanillesukker
3 spsk blå birkes
Skallen af 1,5 økocitron

200 g flormelis
Saft af 1/2 citron

Pisk smør, vanillekorn og sukker luftigt
Pisk herefter æggene i et ad gangen
Pisk herefter resten af ingredienserne i dejen
Foer en springform med bagepapir og kom dejen i
Bag kagen ved 190 grader i ca 30 - 40 minutter
Stik en kødnål i kagen, og hvis der ikke hænger noget ved er den færdig
Hvis kagen bliver for brun inden den er færdig, så læg et stykke sølvpapir over
Tag kagen ud og køl den af på en rist

Lav glasuren ved at røre citronsaft ud i flormelissen
Tilsæt saften lidt ad gangen, så glasuren ikke bliver for tynd
Hæld glasuren over kagen og pynt med lige hvad du lyster


Jeg pyntede min med hjerter, men da den havde været ude på en 30-minutters cykeltur var den knap så pæn, som da den kom i cykelkurven, men heldigvis havde det ikke påvirket smagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar