fredag den 15. juli 2016

Aftensmad på Bodil - Et spisested










Der har ligget mange forsøg på kulinariske spisesteder på Sønder Boulevard 105, men nu tror jeg at stedet har fundet sine retmæssige ejere. Jeg er i hvert fald rigtig glad for den hyggelige, lille restaurant med lækker mad til meget rimelige priser.

Vi tog den fulde menu med 6 retter og snacks. Der er en fast menu, som skifter efter de råvarer der er bedst på dagen, og vi var meget glade hele vejen igennem. Gemalen satte dog spørgsmålstegn ved, om retten med 1/3 hvid asparges og en 1/2 grøn asparges kunne tælle som en ret, men det smagte godt og jeg kan godt følge ham og vi gik ikke derfra sultne. Mit højdepunkt var den frække osteservering med vesterhavsosteskum med revet ost og rugbrødsknas.

Der er plads til ca 25 i restauranten, og der var en del der gik forgæves, og dem der prøvede at få bord tidligere end bestilt blev venligt bedt om at komme igen senere. Der er ikke meget plads, og man kan komme til at sidde tæt, men samtidig er det ikke helt så tæt, som jeg har oplevet andre steder og det er rart. Betjeningen var afslappet og venlig, lidt travl men stadig tid til at snakke lidt ved bordet.

For 335 kr får man 6 retter og for yderligere 100 kr er der lækre snacks til 2, og har man mere tid og plads i maven er der en flødebolle til dessert til 35 kr, hvilket vi ikke havde. Når man bestiller bord inden kl 20 har man bordet i 2 timer, og det er lige i underkanten i forhold til at kunne nå det hele, hvis ikke køkkenet også samarbejder. Vi spiser ikke langsomt, så vores pauser kunne godt have været lidt kortere, så der også var tid til en flødebolle og en kop kaffe, men det må vi komme tilbage efter en anden gang. Vi kommer i hvert fald gerne igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar